Kropstanker

Det som du kommer til at læse her er på ingen måde videnskabeligt. Det er ikke den forklaring man finder i lærebøger og sundhedsfaglige artikler. Men det er en måde at forklare de sammenhænge, mekanismer og processer, som man lærer at respektere og forstå når man har arbejdet med kroppens problemstillinger i mere end 20 år.

Det er vigtigt at understrege, at indfaldsvinklen ikke er ”meget alternativ” eller mystisk, men derimod særdeles praktisk og – forhåbentlig – logisk.

 

Personligt har jeg lettest ved at forstå og beskrive ting med tegninger, så denne ”smøre” bliver ledsaget af en serie ”Jørgen Clevin” agtige tegninger, som jeg håber også letter forståelsen hos dig.

Det er også vigtigt at understrege at det som er beskrevet i dette materiale er tilstandsrelaterede problemer – ikke sygdomsrelaterede. Man fejler altså ikke noget i sygdomsmæssig forstand. Men derfor kan problemerne godt være massive – direkte indvaliderende.

Husk at du altid er velkommen til at komme med kommentarer, kritik, protester og/eller spørgsmål.

 

 

Vi skal tænke som kroppen

Først og fremmest bliver vi nødt til at acceptere at der er et naturligt misforhold mellem vor topmoderne måde at tænke på, og vor krops måde at virke på. Hvor kroppen er opfundet i urtiden, så er vore hjerner toptunede 2010-versioner af tænkemaskiner, der kan flere sprog, matematik og alt muligt andet. Vi har fjernet os rigtig meget fra det som var oprindeligt.

Vores krop tænker ikke. Den arbejder instinktivt, reaktivt og impulsivt. Derfor kan kroppen – eller dele af den – godt opfatte sin tilstand helt anderledes end vor objektive hjerne kan.


Hvis vi skal forsøge at forstå kroppen, så kunne vi starte med at forstå de ”grundlove” der betyder allermest for kroppen. Her kunne jeg godt tænke mig at kalde grundlov nummer ét for LOVEN OM BALANCE.

 

 

Vor krop består af omkring 200 knogler og ca. 650 muskler og tilsammen gør disse to ting os i stand til at stå, gå, løbe, skrive osv osv osv. Dette kan kun lade sig gøre fordi der ALTID skal og vil bestå en hårfin balance musklerne imellem.


Hvis man skal tegne det, så kan man gøre det på denne måde. Dette telt (et ganske alm spejdertelt) er i ultimativ balance når stængerne står lige, dugen er stram og bardunerne strukket ud. Nu er dette telt stabilt og kan holde til næsten hvad som helst.

 

 

Hvis vi nu leger at spejderen inde i teltet løber ud og strammer alle bardunerne i teltets ene side så meget han kan. Så vil teltet blive ubalanceret, og i fare for at vælte.

Hvis man så beder dig om straks at genoprette balancen – dog med én betingelse. Du må IKKE slække bardunerne. Så kan du kun gøre én ting, ikke? Du kan stramme bardunerne på den anden side. Så er balancen lige så god som før.
Sådan arbejder kroppen. Hvis man bliver meget anspændt i ét sæt muskler (og derfor flytter på kroppens holdning), vil andre muskler straks genskabe balancen. Man vil derfor aldrig miste sin balance, men man vil komme til at betale en højere og højere pris for den. Stadig flere muskler vil indgå i balancen – et arbejder, der skal udføres 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året.


I denne forklaring finder man b.la. forklaringen på hvorfor mange, som går i behandling oplever en kortvarig lindring, men efter kort tid er alt tilbage ved det gamle. Behandlingen foretages nemlig så godt som aldrig af alle relevante muskler, men alene af de muskler som man er bevidst om har det dårligt.

 

 

Musklernes aktiv- og passiv fase


Nu kommer vi til grundlov nummer to. LOVEN OM MUSKLERNES AKTIV- og PASSIVFASE.
Fra naturens hånd er vi bygget til at leve i en slags cyklus. Man vågner om morgenen – frisk og udhvilet – og i løbet af dagens aktivitet nedbryder vi millioner af kroppens celler, vi har en stor forbrænding, bruger en masse næring osv. Og om natten – i søvnen – ”restituerer” vi – som det så fint hedder. Her udskyller vi affaldsstoffet fra forbrænding og nedbrydning, vi bygger nye celler op, vi ilter vore muskler og kroppen skiller sig af med sine affaldsstoffer. Det er derfor der findes noget som hedder søvn.


Man kan tale om at kroppen har en ”aktiv” og en ”passiv” fase. I aktiv-fasen sker der aktivitet, forbrænding, nedbrydning – og i passivfasen sker der udskylning og genopbygning.


Når en muskler opholder sig i aktivfasen er den bedst til at bryde ned. Og derfor kan man allerede her se hvordan problemstillingen fra den første grundlov griber ind i den anden. Når muskler tvinges til at arbejde hele tiden, tvinges de også til
at forblive i aktiv-fasen, hvorfor de bliver meget dårlige til at restituere. Man opbygger meget hurtigt et restitutionsefterslæb, der resulterer i en form
for ”intern kanibalisme” i musklen. Og så ændrer forudsætningerne sig hastigt.
Bemærk at problemstillinger som de beskrives her kan opstå helt lokalt i få/enkelte muskler og på ingen måde hænger sammen med om man er aktiv, ung, i form eller lignende.

 

 

Anstrengthed – overanstrengthed


Der er endnu en faktor, som spiller meget kraftigt ind, og som vi generelt er for lidt opmærksom på. Lad os bare kaldet det grundlov nummer tre LOVEN OM ANSTRENGTHED OG OVERANSTRENGTHED.


Vi skal tilbage til vores tegning af vor cyklus. Hvis vi leger at vi holder os inden for cyklus – altså at vi ikke belaster os mere end det tegningen viser, så magter vi
at restituere denne aktivitet/nedbrydning ud inden for en rimelig tid.
MEN når vi så kommer til at anstrenge mere end der er plads til i vor cyklus (vi overanstrenger) så sker der noget, som på ny ændrer på forudsætningerne. Da der
ophobes mere affaldsstof i musklerne end vi kan nå at
restituere ud, så starter der en kontinuerlig opspændingsproces. Vi kommer mere og mere bagud for hver dag der går, og når muskler ophober meget affaldsstof så bliver de meget dårlige til at cirkulere blod, hvilket betyder at de bliver endnu ringere til at blive friske. Er man uheldig kan man helt mistet evnen til at blive frisk.

 

 

Overanstrengte muskler restituerer meget dårligt i deres hvile/passiv fase da det lave tryk på blodet betyder at det bliver mere end vanskeligt for næringen at komme frem til musklerne.
Reaktionen fra kroppen på disse problemstillinger er signaler, der skal lede til at man gør noget for at komme problemet til livs. I starten vil musklerne ”sove”, fryse, blive ømme, måske krampe. Dernæst kommer der regulære smerter.


Det meste handler om blodcirkulation

Stort set altid handler muskulære problemer om blodcirkulation. Cirkulationen er så vigtig fordi alt hvad man skal bruge til at skylle ud med, bygge op med osv kommer i blodbanen.
Der er masser af grunde til at have godt eller dårligt blodkredsløb. Naturligvis betyder det en del om man er i god eller dårlig form. Hjerte- og lungekapacitet spiller ind osv. MEN for de fleste handler det i høj grad om hvor højt spændingsniveauet er i musklerne.
Vi har ca 160.000 kilometer blodkar og de løber alle gennem muskelvæv. Jo flere ophobninger der er, jo mere bliver der presset på blodkarerne fra musklernes
side. Hvis man skal forstå det rigtigt kan man tænke på en haveslange man står og vander have med. Hvis man trykker den flad, så kommer der ikke rigtig noget ud – uanset hvor meget man åbner for vandhanen. Først når trykket på ”vandslangen” lettes kan vandet atter flyde frit.

 

Dette er i høj grad forklaringen på, at massage virker. Massagen letter trykket i musklen og dermed lettes trykket på de mange blodkar, således at blodet på ny kan passere frit. Og når blodet gør det, kan det udskylle musklen og forsyne den med nye næringsstoffer etc.

 

Vi skal respektere vort råderum

En sidste grundlov jeg kunne tænke mig at bringe på banen er LOVEN OM RÅDERUM. Det er en lov, der i høj grad handler om respekt og disrespekt. Lad os tegne den som et bæger (et glas).
Dette glas symboliserer alt det vi kan magte – fysisk, psykisk, mentalt – på alle måder. Hvis vi holder os indenfor hvad bægeret kan rumme, så klarer vi det, og
kroppen giver ikke en hel masse advarselssignaler. Hvis vi derimod ikke bliver indenfor råderummet, så flyder bægeret over – og vi reagerer med de signaler som kroppen finder nødvendige. Det kan være smerter, ubehag, begrænsninger, tristhed og meget andet.
Det kan være meget svært at holde sig inden for bægerets rummelighed da det ofte er meget mindre end man opfatter det som rimeligt. Ikke mindst hvis det på forhånd er halvt fyldt op med fysiske og psykiske ting. Ikke mindst i genoptræningsfaser kan det være utroligt svært at respektere bægerets
rummelighed og det kan give rigtig mange nedture.


Når man arbejder i en proces for at få det godt ovenpå svære problemer, arbejder man rigtig meget på at øge råderummet. Det kan være gennem behandling, målrettet afspænding, målrettet træning etc.

 

Forventninger til en målrettet og struktureret proces


Hvis man afslutningsvis skal sige noget generelt om forventningerne til en målrettet og struktureret indsats, så synes jeg der er to tegninger der afspejler verden som den plejer at se ud.
Den første er denne – som vi kunne kalde ”pizza tegningen”
Den store cirkel (pizzaen) symboliserer ALT de
negative. Smerter, problemer, gener, begrænsninger, psykiske ubehag – ALT!
Den mindre pizza.-slice tegner vi på af ren og skær respekt. Den symboliserer den del af alle problemerne, som vi bliver nødt til et erkende, at vi ikke kan være sikker på, at man kan gøre noget ved. Vi anerkender at der er en risiko for at der er noget vi ikke kan ændre ved. Noget som ikke er tilstands-relateret.

Ved at anerkende dette kan man sige, at vi ikke har sat ambitionsniveauet for
højt. Selv om det skulle ende med, at der er sådan en ”slice” tilbage når det andet er væk, så vil man stadig være lykkelig for de forbedringer der er sket.
Man bør altid bruge lidt tid på at få præciseret hvor man befinder sig. Hvor anspændt er man, hvor meget er cirkulationen reduceret osv osv. Ud fra dette kan man lave en kurs fra der hvor man er til der hvor man gerne vil hen.

 

Når man så begynder sin ”rejse” er det vigtigt at være bevidst om, at man ikke kan bevæge sig i en lige linje fra punkt a til b. Dels vil man bevæge sig langsomst i starten, hvor kroppen er mest belastet og råderummet mindst, og dels vil man – igen især i starten – komme til at lave zigzag’er på sin kurs. Zig-zag’er der kommer fordi man har svært ved at ramme de rette mængder i det man foretager
sig. Det giver op- og nedture. Men er man bevidst om det og forberedt på det, så kommer man også igennem dette.